Bog reklame

Reklame for bogen “Sportens Største Ledere” af Michael Trolle og Peter Brüchmann

Mange vil sikkert undre sig over en sportsbogreklame på en innovative/didaktiske hjemmeside. Hvordan kan en bog om sportens største trænere overhovedet fortælle noget, om skolen eller om noget som man i skolen kan bruge.

Underligt nok er svaret ligetil, selvom jeg godt er klar over, at det ikke er den gængse tankegang, at elites sportstrænere kan give noget til Folkeskolen. Er elitesport ikke for de få, de ultimative talenter og ikke for helt almindelige mennesker/skoleelever. 

Bogen har fravalgt de individuelle sportsgrene, hvor samarbejdet hovedsageligt foregår mellem udøver og træner og har alene holdt sig til de store holdsportsgrene, fodbold, basketball, volleyball og amerikansk fodbold. Her er kompleksiteten større og ligner mere forholdene på almindelige arbejdspladser og i f.eks  skoleklasser. Holdtræneren skal bl.a både forholde sig til holdets og til de enkelte spilleres udvikling. 

Beskrivelsen af de enkelte trænere er lavet som cases. Det var en stor overraskelse, efter at have læst bogen at kunne konkluderer, at nogle af verdens, resultatmæssige største trænere, har langt flere lighedspunkter i deres træningsfilosofier end forskelle. Var på forhånd overbevist om, at store trænerresultater blev skabt af unikke ledere/trænere. Men sådan synes det ikke at være, hvilket de mange ligheder tyder på.

På de følgende linjer vil jeg vende nogle af disse ligheder/fællestræk og perspektiverer deres mulige betydning for eleverne/klasserne i Folkeskolen. 

1:    Alle trænerne har det overordnede mål at skabe en trænings/læringskultur før noget som helst andet. Denne kultur handler stort set kun om proces og udvikling. For disse trænere er det langt vigtigere at skabe en lærende træningskultur end at få gode resultater. Hvis man kan skabe en læringskultur i skolen, hvor eleverne ikke er bange for at lave fejl og hvor det hver dag går ud på at blive lidt bedre end i går uden at tænke over om dette giver bedre karakterer, så tror jeg vi er nået langt. 

2:    Trænerne tror på, at resultaterne kommer af sig selv, hvis blot man til hver eneste træning følger sporet “proces og udvikling”. Tror det samme er gældende i skolen, stop med at snakke karaktere, det er udviklingen det drejer sig om, så skal karaktererne nok komme af sig selv. Jeg er overbevist om, at det for de fleste elever er langt mere motiverende, at fornemme en personlig udvikling end ved særlige lejligheder at få en karakter for sit arbejde. 

3:    Trænerne giver så meget individuel feedback som overhovedet muligt. Vi giver også individuel feedback i Folkeskolen, men jeg er overbevist om, at vi kan intensivere denne del af vores job. Bl.a. ved at finde nye former. F.eks. ved at lade eleverne skrive logbøger/læringsdagbøger og herigennem følge med i den individuelle udvikling og evt. kommentere vejlede herpå. 

4:     Trænerne betragter træningen, som deres arbejdsplads. Mestring kommer af  flid og mange timers træning under involverende vejledning. Flere af trænerne arbejder med træningsbegrebet “deliberated practic”, der er udviklet af den svenske psykolog Anders Ericsson. Min danske oversættelse lyder: “bevidst fokuseret træning/læring” Hvis vi kan få eleverne til, i en større del af deres skoletid, at arbejde bevidst fokuseret med deres opgaver/læring så vil fremtiden byde på mange læringsrekorder.     

5.:    Trænerne betragter alle spillerne som lige vigtige, hvilket betyder, at der skal bruges individuel tid til alle spillere. Dette har vi svært ved at nå i den almindelige undervisning. Tror en stor del af den skoletræthed, der præger eleverne i de ældste klasser, skyldes kedsomhed. Mange af de dygtigste elever mangler den individuelle sparring, der kræves for virkelig at udvikle sig.

6:    Alle trænerne tænker deres spillere bredt. De finder det lige så vigtigt at udvikle spillernes personlighed, som deres faglige kunnen. Med et bredt begreb kan man måske kalde denne del af deres arbejde for personlighedsdannelse eller bare dannelse af de enkelte spillere. Det fagfaglige fokus i Folkeskolen har, det seneste årti,  i nogen grad tilsidesat dannelsesbegrebet. Hvilket har været farligt i forhold til læringskulturen, som jeg tror hovedsageligt er forankret i personligheden. 

7:    Deres ledelse bygger mere på involvering end på magt. Ordet “kan” er  langt mere almindelig i deres træningssprog end ordet “skal”. Selvfølgelig er vi åbne og involverende i Skolen, men jeg er overbevist om, at vi kan gøre det bedre, være mere involverende og skabe mere lystbetonet læring. Tror de fleste elever betragter “lektier”, som mere skal end kan. Vi skal gennem involvering forsøge at skabe procentvis flere KVM’er,  kan, vil og må elever. 

En lang artikel, men jeg håber alligevel, den vil skabe et KVM i forhold til at få læst bogen. 

Om forfatteren

Carsten Hermansen har skrevet 68 artikler for Innospot

1 kommentar til "Bog reklame"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *